Der er grundlæggende tre typer af relationer i medieorganisationen, som er vigtige for praktikanterne i deres praktik. Det er relationerne til:
Til disse tre grupper har praktikanterne både forskellige relationer, mål og ambitioner, der er en meget forskellig grad af ligeværdighed og fortrolighed, og relationerne varierer i dybde og indhold.
De næste afsnit beskriver hver for sig én af disse relationer. Relationen til praktikantvejlederne er naturligvis også meget vigtig, og derfor har vi viet et helt afsnitpå hjemmesidentil emnet
den gode praktikantvejleder.
Relationen til cheferne Inden praktikanterne i
Praktikantundersøgelsen begynder på deres praktikperiode, er det tydeligt, at der optræder to slags chefer i praktikanternes bevidsthed: den chef, måske redaktør, som de forventer at skulle arbejde tæt sammen med, og den chef, som er ansvarlig for hele nyhedsorganisationen, typisk chefredaktøren.
Det er tydeligvis den nærmeste chef, de fleste praktikanter har gjort sig flest forestillinger om. Alle forventer de, at relationen til den nærmeste chef vil blive en meget vigtig relation for dem i praktikperioden, og de håber generelt på at kunne skabe ”en god relation” til denne chef. Nogle føler ærefrygt, mens andre er i tvivl om, om de kan leve op til de krav, chefen vil stille – og de håber på hurtigt at kunne finde ud af, hvad disse krav er.
Praktikanterne forventer, at det er redaktøren, der stiller krav, og ham eller hende man skal bevise noget i forhold til, ligesom de også forventer, at det er redaktøren, der siger ja eller nej til historieideer og efterfølgende giver udtryk for, når man som praktikant har gjort noget, der var godt eller mindre godt. Ingen af praktikanterne nævner forventninger eller ønsker om at skabe en mere personlig relation til redaktøren, som det er tilfældet med kollegaerne i de følgende afsnit.
Hvad angår relationen til chefredaktørerne i nyhedsorganisationerne, så er dette ikke en relation, praktikanterne har tænkt ret meget over inden praktikken – simpelthen fordi de ikke forventer at få ret meget at gøre med chefredaktørerne.
Praktikanternes forventninger til chefredaktørerne er, at disse er ”travle mennesker”, som ikke har ret meget tid til praktikanterne, ”heller ikke til at lære deres navne”. Det er ikke chefredaktørerne, praktikanterne umiddelbart forventer at ville henvende sig til, men flere udtrykker et håb om måske at få lov at hilse på dem og tale lidt med dem i løbet af praktikperioden. De forventer altså en helt anden type forhold end med deres nærmeste chef.
To typer chefer i praksis
Praktikanternes forventninger til deres relation til chefredaktørerne i de forskellige nyhedsorganisationer viser sig at holde stik. Typisk har praktikanterne ikke ret meget med topchefen at gøre, og flere fra Praktikantundersøgelsen beskriver, hvordan de sjældent ser chefredaktøren i hverdagen, og hvordan chefredaktørerne ofte kan passere praktikanterne på gangene eller i redaktionslokalet uden at hilse på dem.
De praktikanter, som i løbet af praktikken, får mulighed for at tale med eller måske endda samarbejde med en af chefredaktørerne vender meget ofte tilbage til disse situationer og beskriver dem for os, fordi det har haft stor betydning for dem, at være så tæt på topchefen.
Til gengæld har praktikanterne meget mere kontakt med deres nærmeste chefer. Disse er typisk redaktøren for redaktionen, redaktionssekretæren, den jourhavende og måske nyhedschefen. De praktikanter, som arbejder på aviser, har ofte den samme redaktør hver dag, hvorimod tv-stationerne ikke har den samme redaktør på den samme nyhedsudsendelse hver eneste dag. Derfor møder specielt praktikanter på tv-stationer flere forskellige redaktører.
Praktikanterne møder mange forskellige cheftyper i praktikperioden. ”Den meget udfarende og højrøstede”, ”den man aldrig kan få fat i”, ”Moster Skrap”, ”den som er tæt på alt, hvad der sker på redaktionen”, ”den mor-agtige”, ”den inspirerende” og en lang række andre typer chefer, fylder i praktikanternes oplevelser fra praktikken.
Cheferne har en anden organisatorisk placering i medieorganisationen end kollegaerne. De er placeret højere i organisationshierarkiet og har dermed mere formel magt. Dermed er de i højere grad gatekeepere i forhold til praktikanterne, fordi det netop er redaktøren, som fx skal give tilladelse til, at praktikanten kan arbejde videre med en given ide. Det er cheferne, der bestemmer og tager beslutningerne omkring til- og fravalg af ideen undervejs i processen og om det endelige produkt får en plads i avisen eller nyhedsudsendelsen. Dermed er de meget vigtige
socialiseringsagenter i praktikanternes
socialiseringsproces.
Generelt oplever praktikanterne en mere distanceret relation til cheferne end til kollegerne på redaktionen, som vi skal se om lidt. Der er yderst sjældent tale om en privat relation. Ikke desto mindre betyder relationen til cheferne meget for praktikanterne, der ofte fremhæver det, chefen har sagt eller gjort under de observationer, som vi gjorde i løbet af Praktikantundersøgelsen.
Nogle af de egenskaber, praktikanterne fremhæver ved de redaktører, som de er glade for i praktiktiden, er:
Chefen er til rådighed
- Er tæt på, hvad praktikanterne laver, og er villig til at se praktikantens nyhedsprodukt igennem og give feedback.
- Er tilgængelig og til at få fat på. Dvs. svarer på e-mails og telefonopringninger fra praktikanten og har tid og overskud til at tale med og hjælpe praktikanten, når vedkommende har brug for det.
Chefen ser og påskønner praktikanten
- Viser praktikanten tillid.
- Får ikke praktikanten til at føle sig overvåget.
- Ser praktikanten, hilser på vedkommende og taler til vedkommende.
- Roser når praktikanten har gjort en god indsats – i det hele taget evaluerer praktikantens indsats og siger, om det er godt nok.
Chefen har en god personlighed
- Brænder for arbejdet.
- Er inspirerende at være sammen med, får sat praktikanten ”i gang på den helt rigtige måde”.
- Gør ikke praktikanten stresset eller usikker, men får vedkommende til at slappe af og tro på sig selv.
- Behandler praktikanten venligt og imødekommende, og råber og skriger ikke efter vedkommende.
- Skaber liv og positiv stemning, når han eller hun træder ind i et rum. Har humor og kan lave sjov.
Chefens indblanding
Selve arbejdsrelationen mellem de ledende redaktørerne og praktikanterne kan være forskellig og strække sig fra maksimal indblanding fra chefens side til minimal indblanding. På nogle redaktioner er redaktøren meget opmærksom på alt, hvad praktikanten gør og nærmest overvåger vedkommende. Chefen er fysisk tæt på praktikanten det meste af tiden og henvender sig hyppigt til vedkommende med kommentarer og spørgsmål til, hvordan det går med praktikantens arbejdsopgave. De fleste praktikanter bryder sig ikke om denne mandsopdækning og opfatter det som et udtryk for, at redaktøren ikke tror, at de kan klare den stillede opgave.
På andre redaktioner henvender både chefen og praktikanten sig til hinanden efter behov. Det kan dreje sig om meget korte spørgsmål, hvor praktikanten vil høre chefens mening om noget, eller hvor chefen spørger om en detalje i forhold til historien. Det kan også dreje sig om mere overordnede diskussioner vedrørende den arbejdsopgave, praktikanten sidder med, som ikke kan klares med et kort svar.
Der er generelt stor forskel redaktionerne imellem, hvad angår hvor velkomne praktikanterne er til at stille spørgsmål, og der er stor forskel på, hvor nemt det er ”bare lige at spørge chefen”, afhængig af om man som praktikant er ansat på en tv-station og på optagelse, sidder alene på en tom redaktion, mens redaktøren er på en anden etage i bygningen, eller om man er ansat på en internetredaktion, hvor redaktøren og de fem kollegaer sidder ved samme bordklynge inden for en radius af ti meter.
Disse samtaler kan være mere eller mindre hyppige og placerer sig derfor mellem den konstante overvågning, som lige er beskrevet ovenfor, og arbejdssituationen, hvor praktikanten arbejder uden indblanding. Det sidste skal vi se nærmere på nu.
På nogle redaktioner foregår det på den måde, at redaktøren lader praktikanten arbejde alene og kun yderst sjældent henvender sig til vedkommende. Denne ikke-indblanding giver praktikanten mulighed for at arbejde selvstændigt og uforstyrret med en opgave, og han kan henvende sig til redaktøren, hvis han har brug for det – enten for at drøfte en given problemstilling eller for at få feedback på, hvad han har lavet.
Den positive side af denne måde at arbejde på er, at praktikanten får mulighed for selv at klare opgaverne, for at arbejde koncentreret i fred og ro og føle, at chefen regner med, at man kan klare den opgave, man er i gang med. En arbejdsmåde, som i øvrigt er magen til den, de erfarne journalister på redaktionen oftest anvender.
Imidlertid føler nogle praktikanter også en vis ensomhed, når de ”overlades til sig selv”, specielt hvis de er lidt usikre på, hvordan de skal løse en given arbejdsopgave og har brug for et godt råd og lidt hjælp fra en erfaren redaktør. I nogle tilfælde kan det være svært for en praktikant at henvende sig til chefen og bede om hjælp, og derfor kan det forekomme spildtid, mens praktikanten forsøger at overvinde sig selv og spørge chefen.
En del praktikanter oplever at have kontakt til flere ledende medarbejdere på en gang, hvor disse overordnede er uenige med hinanden omkring valg af eksempelvis ide, kilde eller strategi for skabelse af en historie.
I disse tilfælde må praktikanterne ofte foretage et valg, og oftest vælger de enten at lytte til nærmeste leder (”Jeg hører efter min nærmeste chef, så må han klare den opad i systemet”) eller at vælge den chef, de er mest enige med (”Jeg vælger den af de to, jeg er mest enig med, og så spørger jeg mest ham”).
At de ledende medarbejdere gør tingene forskelligt og kan lide forskellige typer af historier kan også bruges strategisk af praktikanterne, hvor de eksempelvis kan vente med at præsentere en given historieide til den dag, hvor den redaktør, de regner med vil sige ”ja”, er på arbejde.
Relationen til de erfarne kollegaer Da vi i Praktikantundersøgelsen spurgte praktikanterne om, hvilke tanker de havde gjort sig om det kommende samarbejde med de erfarne kollegaer på redaktionen inden praktikperioden gik i gang, var det tydeligt, at dette samarbejde var noget, praktikanterne havde tænkt en del over. Således kom fyldige svar om håb, ønsker og betænkeligheder.
De fleste praktikanter er ret spændt på, men også lidt nervøse for, at møde kollegaerne – spændt på hvordan de vil blive modtaget, på hvordan stemningen vil være, og på hvordan det vil blive at samarbejde med kollegerne.
De håb og ønsker til samarbejde med kollegaerne, som går igen hos mange praktikanter, er:
Tid
- At der er både tid og rum til, at man kan stille spørgsmål til kollegerne – og at det er accepteret, at praktikanten stiller spørgsmål.
- At de accepterer praktikanten
- At man som praktikant tør spørge kollegaerne til råds.
- At kollegaerne vil være venlige og tage godt imod praktikanten.
- At de vil være hjælpsomme og forstående, når alt i begyndelsen er nyt for praktikanten, og tingene tager lidt lang tid. Og ikke ser skævt til praktikanten af den grund.
- At de ikke er trætte af det at få nye praktikanter.
Samarbejde
- At praktikanten får mulighed for at samarbejde med kollegaerne og ikke kommer til at sidde for sig selv.
- At det er muligt at skabe en relation til kollegaerne, så man kan tale med dem.
- At kollegaerne kan rumme praktikanten og dennes usikkerhed og spørgsmål – og forhåbentlig hjælpe med gode råd og nogle gange berolige praktikanten.
- At man som praktikant kan lære meget fra de erfarne og samarbejdet med dem, og at man får mulighed for at sparre med disse ”dygtige og erfarne journalister” om eksempelvis ideer og arbejdsmåder.
Mange af praktikanterne kan undervejs i praktikperioden og efter praktikken beskrive, hvordan de har haft det godt med kollegaerne og været meget glade for samarbejdet.
Og i disse beskrivelser er det netop faktorerne fra listen ovenfor, som bliver fremhævet som faktorer, der har betydet, at relationen til kollegaerne havde været god set fra praktikantens perspektiv. Især samarbejdet med de erfarne, de gode råd, mulighederne for at spørge nogen til råds, en imødekommende atmosfære – og i det hele tage muligheden for i praksis at være tæt på de erfarne – bliver fremhævet som givtig af mange praktikanter.
Samtidig bliver det beskrevet, hvordan kollegaer, som har for travlt til at hjælpe – eller som slet ikke er i samme rum som praktikanten – er noget af det sværeste for praktikanterne at forholde sig til.
Disse tætte relationer til de erfarne kollegaer betyder, at kollegaerne i mange tilfælde bliver vigtige
socialiseringsagenter for praktikanterne, mens de er på en given redaktion. Hvor ordrer er meget fremtrædende i praktikanternes relation til cheferne, er relationen til de erfarne kollegaer ofte langt mere præget af diskussion frem og tilbage, gode råd og af egentlig samkonstruktion af ideer.
Relationen til de andre praktikanter Fra tidligere praktikanter i medieorganisationerne får de kommende praktikanter fortællinger om cheferne, kollegaerne, medpraktikanterne og om, hvordan det er at være i praktik.
Disse fortællinger fra tidligere praktikanter spille en rolle i de kommende praktikanters forestillinger om, hvordan det er at være i praktik – og kan være kilde til glæde såvel som frygt hos dem. Fortællingerne fra de tidligere praktikanter kan nemlig både indeholde positive beskrivelser af, hvordan et praktiksted ”har en meget åben stemning, og folk er sgu supersøde”, at ”der er plads til praktikanter” på redaktionen, og at ”der er et godt socialt liv, når man har fri (…) Især mellem praktikanterne”. Og fortællingerne kan indeholde mere skræmmende beskrivelser af, at praktik:
”hos (medieorganisation) er det ret hårdt (…) Man skal have hår
på brystet for at kunne klare det. Og du får sgu ikke særligt mange
klap på skulderen. Og det er jeg sgu indstillet på. Der er ikke nogen,
der kommer ind og siger til dig: ’Det er pissegodt det der’.
Sådan er det bare.”
Interviewer: Hvor har du dannet dig det indtryk fra?
Praktikant: ”Det er praktikanterne, og at de siger det jo også selv, at
du ikke skal være sådan en type, der ikke kan klare at være lidt
selvstændig. Du skal også klare at kunne få noget kritik (…) Så det er
jeg fuldt ud indstillet på. Også fra praktikanter, der har fortalt, at de
var gået hjem og græde, og jeg ved ikke hvad.”
I
Praktikantundersøgelsen er det tydeligt, at de tætteste og mest personlige relationer, praktikanter etablerer i løbet af perioden, er til de andre praktikanter i organisationen. ”Vi praktikanter hygger os også rigtig meget sammen, og jeg har (…) fundet nogle dejlige venner, som man kan tale med, når det hele bliver svært, og chefen er en idiot (…) Jeg ville dø, hvis jeg ikke havde dem”, forklarer en praktikant fra en formiddagsavis.
På redaktionen hjælper praktikanterne hinanden, nogle gange samarbejder de om historier, eller de sparrer omkring ideudvikling, valg af vinkler, kilder og lignende. Og over den daglige frokost med de andre praktikanter bliver både faglige, sociale og personlige emner debatteret.
Praktikanterne fortæller historier fra deres hverdag, om arbejdsopgaverne, kollegaerne og cheferne, og de fortæller om deres usikkerhed, nervøsitet, bekymringer og dilemmaer. De andre praktikanter lægger et øre til og giver gode råd til, hvordan praktikanten kan tackle den situation, vedkommende er i. På denne måde støtter praktikanterne hinanden. Efter arbejdstid er der også sociale arrangementer, hvor praktikanterne mødes.
Sådan er det oftest. Imidlertid er der enkelte af praktikanterne, som prioriterer relationen til cheferne, kollegaerne og arbejdet i det hele taget højere. De spiser ikke frokost med de andre praktikanter hver dag, men siger hellere ja, hvis kollegaerne inviterer. Eller de går fra praktikarrangementet for at være med til et redaktionsmøde, som de egentlig havde fået fri fra – fordi de prioriterer arbejdet højere end hyggen, kan man sige.
Samtidig med den tætte relation, der er mellem praktikanterne, eksisterer også et konkurrenceforhold på flere redaktioner. Nogle steder skabes denne konkurrence af de ledende medarbejdere.
Andre steder skaber praktikanterne selv konkurrencen internt, hvor de konkurrerer om de gode historier og de gode relationer til cheferne. Derfor kan man sige, at praktikanterne er konkolleger, som Tunstall (1971) kalder det, når de både er kollegaer og konkurrenter så samme tid. Nogle praktikanter deltager i denne interne praktikantkonkurrence i den enkelte medieorganisation, andre melder sig helt ud.
