Vejleder / Individuelle læringsplaner / Hvordan tilrettelægges processen?

Hvordan tilrettelægges processen?

 
En individuel læringsplan bør udarbejdes i et samarbejde mellem praktikanten og hans eller hendes nærmeste vejleder, mentor eller kollega.
 
Såvel praktikanten som den erfarne kollega kan komme med oplæg til planen, og det er vigtigt, at udviklingen af den konkrete plan med mål og delmål foregår i et samarbejde. På den måde bliver planen et fælles projekt og et fælles ansvar for både praktikanten og vejlederen, og de bliver dermed begge forpligtede til at medvirke til, at målene i planen også nås.

Udarbejdelse af individuel læringsplan
Det er samtaler mellem praktikanten og vejleder, der danner udgangspunkt for den endelige formulering af en læringsplan.
 
Vi foreslår, at man i den forbindelse planlægger mindst to samtaler:
  1. En indledende samtale, som handler om, at praktikant og vejleder skal lære hinanden at kende og afstemme forventninger samt begynde at udvikle den individuelle læringsplan.
  2. En opfølgende samtale, hvor praktikant og vejleder fastlægger den endelige formulering af læringsplanen.
Samtalerne om læringsplanen ligner formlen for god feedback og kan foregå som vist her: 
 
 
(Gravengaard og Rimestad 2015)
 
 
Før den første samtale
Lad praktikanten forberede sig ved at udfylde og overveje fx disse to modeller:
 
Vygotsky
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Spørgsmålene til model 1, Vygotskys læringszoner, er:
  • Hvad kan du? Hvilke ting føler du, at du har rigtig godt styr på?
  • Hvad vil du gerne lære i løbet af den næste periode? Hvorfor nævner du netop disse ting?
  • Hvad skal der til for, at du kan lære dette? Hvad skal du selv gøre? Hvad har du brug for, at andre gør (fx redaktør, leder, kollega, medpraktikant)?
    Hvilke mål har du for fremtiden? Hvad vil du gerne engang være rigtig god til.
Arbejdspladsen har også mål, som skal koordineres med praktikantens forventninger. Til den første samtale kan det diskuteres: Hvordan kan målene forenes?
 
For det andet kan du bede praktikanten placere sig i de tre kategorier:
 
Den tryghedssøgende
  • Brug for tryghed, selvtillid og for at være i kontrol.
  • Maksimal indlæring ved mindre udfordringer.
 
Den nysgerrige
  • Vil gerne lære nyt og have moderate udfordringer.
  • Vil gerne være i kontrol det meste af tiden.
Eventyreren
  • Trives bedst med mange udfordringer og et vist grundniveau af usikkerhed og pres.
  • Keder sig hurtigt i rutinepræget hverdag.
 
Som vejleder er det også din opgave til samtalerne at snakke med praktikanten, om han eller hun har placeret sig rigtigt set med dine briller.

Den indledende samtale
Hovedfokus er på gensidig forventningsafstemning og på at diskutere både langsigtede og mere kortsigtede målsætninger. Brug praktikantens forberedelse og organisationens forventninger som grundlag for samtalen.

Vejlederen kan eksempelvis komme ind på:
  • Hvad er dine mål for praktikperioden? Fagligt og personligt?
  • Hvilke type praktikant er du?
  • Hvad forventer vi af dig i løbet af praktikperioden? Hvilke mål har vi for dig?
  • Hvad forventer vi af dig de kommende tre måneder?
  • Hvad vil du selv gerne opnå? I løbet af hele praktikperioden – og i løbet af de første tre måneder?
  • Hvad er realistisk?
  • Hvilke mål har vi for vores egen indsats? Hvad kan du forvente fra vores side?
Samtalen er i høj grad åben og coachende, men det er vigtigt, at vejlederen forholder sig kritisk-konstruktivt, hvis praktikanten har åbenlyst urealistiske krav til sig selv eller slet ikke har nogen krav til sig selv. 
 
På baggrund af denne indledende samtale kan vejleder bede praktikanten om at lave et udkast til en individuel læringsplan. Denne plan er udgangspunktet for den opfølgende samtale, som er placeret et par uger senere. 

Den anden samtale
Efter et par uger snakker praktikanten og vejlederen igen sammen i en opfølgende samtale. Hovedfokus er at få fastlagt planen, målene og tidsrammen for praktikanten. 

Her gennemgår vejleder og praktikant det udkast til læringsplan, som praktikanten har skrevet.

Vejlederen kan stille følgende spørgsmål:
  • Hvad er vigtigst for dig og hvorfor?
  • Hvad er vigtigst for os og hvorfor?
  • Er der nogle af målene, som vil kræve noget særligt af dig?
  • Er der nogle af målene, som vil kræve noget særligt af os?
Det er vigtigt, at både praktikanten og vejleder ved, at læringsplanen er bindende, og at begge parter kan holde hinanden op på det, planen indeholder. Planen skal dog løbende diskuteres og måske justeres, så praktikanten tilbydes passende udfordringer og hverken keder sig eller presses ud i stress eller lignende uhensigtsmlssige positioner.

Evalueringssamtaler
Ud over den opfølgende samtale kan praktikantvejleder og praktikant hver tredje måned på faste evalueringssamtaler følge op på, hvordan der generelt går med praktikanten, og hvordan det går i forhold til de fastsatte mål.

Vi anbefaler denne revidering af planen cirka hvert kvartal, fordi praktikanten udvikler sig undervejs i praktikperioden, og hvis der kun laves én plan i starten af praktiktiden, og denne ikke revideres, kan man som vejleder nemt miste følingen med, hvordan praktikanten trives, hvor meget eller hvor lidt vedkommende kan, og hvad der vil være passende udfordringer for ham eller hende.

Ofte vil det være en god ide, hvis praktikantens aktuelle redaktør deltager i disse evaluerende møder for at sikre, at alle er enige om målene og arbejder i den samme retning.

Vejleder kan stille følgende spørgsmål:
  • Hvad er lykkedes? Hvilke af målene i læringsplanen har du nået?
  • Hvordan lever det op til dine forventninger?
  • Hvad er ikke lykkedes? Hvorfor?
  • Hvad kan du og vi gøre for at nærme os målene?
  • Skal målene ændres eller droppes?
  • Har du ændret praktikanttype i løbet af perioden?
Hvis målene er for ambitiøse, skal praktikanten have mere hjælp eller ændre sine strategier (fx arbejde mere fokuseret), eller målene skal justeres eller måske helt udelades af planen. Hvis målene er for lette og giver for få udfordringer, skal vejlederen være med til at justere målene, så praktikanten tilbydes optimale udfordringer.

Afrundende samtale
Til slut i praktikperioden bør være en afrundende samtale med praktikanten, hvor man sammen evaluerer på den individuelle læringsplan og graden af opfyldelse af planens mål. Du kan læse mere om, hvordan man kan evaluere praktikanten i beskrivelsen af praktikperiodens faser.