I samarbejde med den nytilkomne praktikant fastlægges eksplicitte mål for
socialiseringsprocessen. Målene skal ligge inden for det, Vygotsky (1978, 1981) kalder for praktikantens nærmeste udviklingszone. Den nærmeste udviklingszone er det, man som menneske er klar til at lære.
At blive guidet af og samarbejde med mere erfarne kollegaer er vigtige forudsætninger for, at denne udvikling finder sted. Samtaler og samarbejde med erfarne kolleger udgør derfor vigtige læringsmæssige ressourcer for praktikanten. Det kan være sparring, vejledning og feedback via såvel samtaler som direkte samarbejde med den erfarne.
En udviklingszone består af konkrete arbejdsopgaver, som praktikanten kan klare og overskue. Desuden består udviklingszonen af praktikantens generelle udviklingsniveau med hensyn til viden og færdigheder, forståelser, strategier, tankemønstre, meningsskabelse. Vygotskys model ser således ud:
Vygotsky 1978, 1981
Den aktuelle udviklingszone dækker over den viden og forståelse, praktikanten har erhvervet sig, og de handlemønstre og -strategier, vedkommende allerede mestrer.
Den nærmeste udviklingszone er den læring, praktikanten er klar til, og rummer dermed muligheder for udvikling, læring og nye indsigter.
Den fremtidige udviklingszone dækker over de kompetencer, indsigter og færdigheder, praktikanten kan tilegne sig i fremtiden.
At udfordre praktikanten
Man kan tale om, at man kan udfordre praktikanten på forskellige niveauer:
- Minimale udfordringer: Rutinepræget hverdag. Praktikanten er i kontrol og har kompetencerne til at løse opgaverne.
- Moderate udfordringer: Praktikanten må lære nyt for at kunne løse opgaven.
- Voldsomme udfordringer: Praktikanten er presset og ikke i kontrol. Har ikke prøvet en lignende opgave før og har ikke tilstrækkelig viden til at løse opgaven.
- For store udfordringer: Maksimalt pres. Tæt på panik. Indlæringskurven falder stejlt.
De tre læringszoner kan sammenlignes med disse tre zoner:
I den inderste zone er praktikanten tryg og bliver slet ikke udfordret, for vedkommende mestrer det meste. I den mellemste zone lærer praktikanten noget nyt, mens den yderste zone er der, hvor praktikanten bliver udfordret så meget, at vedkommende måske ikke kan klare det, Man kan godt være i panikzonen i en kort periode, men hvis man er der for længe, kan det resultere i
stress.
Praktikanterne er imidlertid forskellige, og vi beskriver også i
Journalist i praktik, hvordan f
orskellige praktikkanttyper har brug for forskellige slags udfordringer.
Hvordan bruger man Vygotskys model i praksis? Konkret kan man bede praktikanten udfylde modellen som oplæg til et af de allerførste møder. Praktikanten er som regel bevidst om sine svagheder og vil kunne sige, hvilke kompetencer og værktøjer vedkommende allerede råder over, og hvad vedkommende gerne vil lære som det næste.
Senere kan praktikantens holdninger til egen formåen og egne begrænsninger udfordres, når modellen bruges af både vejleder og praktikant i en samtale. Det er sandsynligt, at der er uoverensstemmelser mellem praktikantens og vejlederens vurderinger, og at praktikanten måske har områder, hvor vedkommende er meget usikker, men hvor vejlederen kan konstatere, at det går meget fint. Og omvendt kan der være områder, som praktikanten synes, at han eller hun mestrer, hvor vejlederen måske mener, at der er brug for mere træning. Derfor giver det god mening, at vejleder og praktikant taler om, hvad der bør stå i de forskellige felter.
Dette kan være en glimrende indledning til at diskutere
den individuelle uddannelsesplan, praktikantens individuelle mål og vejen til opfyldelse af disse mål. Og samtidig forventningsafstemme med, hvad man som praktiksted egentlig forventer af den enkelte. Og modellen kan også anvendes i
feedbacksamtaler.
