Redaktører og andre kan spørge efter ideer på mange forskellige måder. Det kan foregå uformelt hen over kaffemaskinen i køkkenet i en snak medpraktikanter eller vejleder, eller det kan foregå mere formelt med en runde omkring bordet til redaktionsmødet (Rimestad 2014)
Det er meget forskelligt, hvad der fungerer godt for den enkelte praktikant, og der skal praktikanterne også lære sig selv og stedet at kende. Måske foretrækker praktikanten at vende ideen med en journalist, der er inde i stofområdet, eller måske vil praktikanten helst præsentere ideen, når vedkommende er alene med en redaktør.
Praktikantundersøgelse viser, at redaktionsmøderne kan det være skræmmende for praktikanterne, når runden med præsentation af ideer begynder, og det lige om lidt er praktikantens tur.
En praktikant på en tv-station fortæller, hvordan det både er svært at skulle præsentere sin ide og samtidig mærkeligt pludselig at sidde til redaktionsmøde med veletablerede og kendte journalister:
”Så er der det med alle de kendte. Man vænner sig til det. Men det er
mærkeligt første gang, og man kan ikke lade være med at glo lidt.
Og på det første redaktionsmøde er det sådan lidt øøhmn... ’Nå, Peter,
hvad har du’, og så sidder man der.”
At efterspørge ideer på redaktionsmødet
Der er meget stor forskel på, hvordan man på redaktionsmøderne efterspørger ideer, og om mødelederen bruger mere tid på at præsentere sine egne ideer eller lægge historier frem, som mediet skal dække, end på at efterspørge ideer fra de andre mødedeltagere.
Der er mange typer formater for, hvordan mødelederen kan efterspørge ideer, men her er tre formater, som de fleste kender:
- Er der ellers nogen, der har noget?
- Har du noget på blokken, Peter?
- Hvad har du på blokken, Peter?
Det første spørgsmål har et format, der gør, at det ikke er en bestemt person ved bordet, som er ansvarlig for at svare, og det er helt legalt, hvis et par deltagere mumler lidt benægtende, og mødet kan hæves. I det andet spørgsmål udpeges, hvem mødelederen forventer svarer på spørgsmålet. Vedkommende kan stadig svare benægtende eller undvigende, fordi spørgsmålet går på, om man overhovedet har en ide på blokken, men det er sværere at undvige denne type spørgsmål, fordi redaktøren spørger en navngiven person efter ideer.
Det tredje spørgsmål er meget svært at undvige, fordi det tydeligt signalerer, at mødelederen forventer, at man har en ide på blokken. Vedkommende spørger alene om, hvad det er for en ide, man - selvfølgelig - har. Hvis Peter i dette tilfælde ikke har en ide, kræver det en forklaring eller en begrundelse.
Dette tredje spørgsmål demonstrerer tydeligt, at redaktøren forventer, at mødedeltagerne har konkrete ideer til historier, og spørgsmålet fremmer dermed en norm om, at man altid bør møde forberedt op til redaktionsmødet, så man kan svare på dette spørgsmål.
Høje krav til sig selv
Som vejleder kan det være givtigt at se nærmere på, hvordan der efterspørges ideer, og derefter hjælpe praktikanten med at servere sine ideer på den måde, som praktikanten oplever som den bedste. Praktikanterne vil nemlig gerne være forberedte og kunne leve op til kravet om ideer.
Her er et eksempel på en praktikant på en formiddagsavis, som selv har høje krav til at møde forberedt til møderne, men også mener, at disse krav bør gælde de andre mødedeltagere:
”Hvis de ikke er velforberedte, så har jeg det bare sådan, så mister
jeg bare rigtig hurtigt respekten for dem. Et er, at jeg møder op som
studerende og ikke er forberedt, men hvis man møder op til et
redaktionsmøde og ikke selv er forberedt, så vil jeg have det skide
dårligt med mig selv.”
Men én ting er, hvordan man efterspørger ideer på redaktionen. Noget andet er, at man faktisk som journalist eller journalistpraktikant kan præsentere ideer på forskellige måder, og disse
præsentationsmåder kan have indflydelse på, om ideerne bliver valgt til eller fra.
