Der er over de sidste år sket en udvikling i måden, hvorpå journalistforskere studerer
socialisering på nyhedsredaktionerne. Vi skal her se nærmere på denne udvikling – og herefter beskriver vi, hvordan man i praksis kan undersøge socialisering.
For journaliststuderende er denne viden om socialisering vigtig, for at de kan være opmærksomme på, hvad der sker i praktikperioden, og kan forholde sig kritisk til den medieorganisation og den socialisering, de her bliver en del af – og dermed udvikle sig til
reflekterende praktikere.
På den måde bliver praktikanterne opmærksomme på 1) Hvad og hvem der påvirker dem på hvilken måde, samt 2) Hvilke elementer der fungerer mulighedsskabende og mulighedsbegrænsende i forhold til deres praksis, og kan dermed agere mere hensigtsmæssigt i forhold til disse ting – og eksempelvis vælge (ikke) at reproducere det, man plejer at gøre i organisationen.
Professionelle som produkt af socialisering
Når forskerne tidligere har studeret og analyseret journalistpraktikanters socialisering i medieorganisationerne har man primært udført surveys, hvor man har spurgt til praktikanternes selvforståelse, idealer, holdninger og værdier (fx Elmelund-Præstekær et al. 2008; Hovden et al. 2009).
I denne type undersøgelser får man viden om journalistpraktikanterne som produkter af en socialiseringsproces, det vil sige om, hvordan de tænker om sig selv og deres egen rolle, og om hvordan de eventuelt forandrer holdninger og værdier i løbet af en praktikperiode. Hvad der rent faktisk sker i praksis på redaktionerne i medieorganisationerne, og hvordan socialiseringsprocesserne helt konkret finder sted, er imidlertid stadig en sort boks.
Socialisering som proces
Hvis man ønsker af analysere, hvad der er i denne sorte boks, må man anvende metoder som observationsstudier og interviews for at få indsigt i den hverdagspraksis, praktikanterne bliver en del af, i medieorganisationerne.
I denne type forskning har man altså fokus på socialisering som proces. Generelt beskrives socialiseringsprocesser i medieorganisationer som vanskelige at få øje på og følge (Sigelman 1973) og som diffuse og ekstremt uformelle (Preston 2009).
Breed (1955) beskriver socialiseringsprocessen som osmosis, det vil sige socialisering via nedsivning i den forstand, at ledende medarbejdere påvirker nye medarbejdere. Og den ikke-ekspliciterede nyhedskultur er blevet beskrevet som det, der ”sidder i væggene” (Furhoff 1986).
Imidlertid har kun meget få forskere inden for journalistikforskningen beskæftiget sig med hvordan socialiseringsprocesser faktisk finder sted i den rutiniserede praksis, selvom mange forskere gang på gang understreger, at det er meget vigtigt at undersøge og få mere viden om. Machin & Niblock (2006) omtaler dette som en meget væsentlig mangel i forståelsen af praktikanters professionelle socialisering.
Den nyeste forskning kombinerer observationsstudier og interviewundersøgelser med sproglige mikroanalyser og er inspireret af den lingvistiske antropologi, som fokuserer på ”kommunikative praksisser som konstituerende for hverdagskulturen” (Duranti, 1997:xv).
Det overordnede mål for denne forskning bliver således at kombinere de detaljerede mikroanalyser af sprog og interaktion med analyser af den sociale struktur, institutionelle roller og identiteter samt kulturel praksis (fx Gravengaard og Rimestad 2014; Perrin 2013).
Pointen er netop, at analyserne af hverdagssproget giver forskeren indsigt i, hvordan kulturen produceres og reproduceres i den rutiniserede hverdagspraksis – og dermed indsigt i hvordan socialiseringsprocesser finder sted, og hvordan både tydelige og mere usynlige
socialiseringsmekanismer anvendes i praksis.
Figuren nedenfor giver et overblik over, hvordan man kan have forskellige foci, når man studerer socialisering af journalistpraktikanter – på produkt eller proces – og hvordan man kan have et primært teoretisk eller empirisk udgangspunkt for sin undersøgelse. Hvis man klikker på modeller, kommer den op i en lidt større version.
(Gravengaard & Rimestad 2015)
Forskningen gør både praktikerne og forskerne klogere Ekspliciteringen af den ikke-italesatte viden omkring socialiseringsprocesserne og af, hvad de erfarne og de nytilkomne gør, siger og tænker, giver anledning til, at både de erfarne medarbejdere og de ledende medarbejdere kan få en øget selvindsigt, fordi forskeren netop italesætter
den tavse viden, der til dagligt tages for givet.
Dette betyder, at forskeren får mulighed for at udfordre selvfølgelighederne, og at organisationen får mulighed for at reflektere over og diskutere denne viden og måske på baggrund heraf at ændre dele af praksis.
Forskningsprojekterne kan give anledning til spørgsmål som: I hvor høj grad lever de socialiseringsprocesser, som er beskrevet i en given analyse, faktisk op til de krav såvel organisationen som de erfarne og nytilkomne har? Eller: Understøtter socialiseringsprocesserne på en hensigtsmæssig måde udviklingen af de kompetencer, holdninger, handlemønstre og værdier hos de nytilkomne, som organisationen efterspørger?
På denne måde kan denne type forskningsprojekter konkretisere, nuancere og måske endda være et korrektiv til eksperternes professionelle videnslager (Peräkylä & Vehviläinen 2003) og deres forståelse og oplevelse af den praksis, de hver dag er en vigtig del af.
Sådan undersøger man socialisering Når man ønsker at studere, hvordan socialisering finder sted, kan man have fokus på en hel del af de
socialiseringsmekanismer, som også er beskrevet i bogen
Journalist i praktik.
Det vil sige, at man må forsøge både at indfange de meget eksplicitte og tydelige socialiseringsmekanismer og at fokusere på at afdække nogle af de mere implicitte og utydelige handlinger beregnet på at socialisere nytilkomne.
Anvendelige metoder er i høj grad observationsstudier og interview, hvor man både opnår indsigt i, hvad der sker i praksis, og hvordan de involverede tænker omkring denne praksis og deres egen rolle heri. Også analyser af dokumenter fra medieorganisationer, som beskriver deres strategi og målsætning for praktikforløb vil være yderst relevant.
