Vejleder / Vejlederens forskellige roller

Vejlederens forskellige roller

Den gode vejleder udfylder ikke bare én, men en række forskellige roller i relation til praktikanten. Det er ikke nok at give faglige råd og ordrer, der er også brug for mere bløde kompetencer.

Rasmussen (2014) beskriver, hvordan vejlederen altid har en række forskellige roller i forhold til praktikanter. Vi udvider denne liste af roller til også at gælde alle de erfarne kolleger og chefer, som omgiver praktikanten i medieorganisationen. Det er nemlig vores erfaring fra Praktikantundersøgelsen, at hvis kun vejlederne føler dette ansvar og udviser engagement i praktikantens trivsel og læring, kan praktikanten komme til at stå ret alene i organisationen.

Alle de erfarne journalister og chefer omkring praktikanten er vigtige socialiseringsagenter, der på samme tid indtager en række forskellige roller og dermed forpligtelser i forhold til den enkelte praktikant. Fordelingen mellem, hvilken rolle der fylder mest, er forskellig afhængig af situationen, relationen, vejlederen og praktikanten, men som vejleder bør man være i stand til at indtage alle disse roller:
  • Kontrollerende. Der er en asymmetrisk relation mellem vejleder og praktikant. Vejleder har formel magt – er over praktikanten i organisationshierarkiet.
  • Instruerende. Fortæller praktikanten om organisationens forventninger, men støtter også i løsningen af arbejdsopgaver.
  • Rådgivende. Besvarer praktikantens spørgsmål og giver gode råd.
    Strukturerende. Assisterer i planlægning af arbejdsopgaver, deadlines og praktikforløb, inkl. målsætninger som fx de individuelle uddannelsesplaner.
  • Integrerende. Hjælper praktikanten med at blive en del af organisationen. Fortæller praktikanten om processer, regler og rutiner i organisationen og sørger for, at de erfarne journalister og redaktører, som er omkring praktikanten, er involveret i praktikantens læring.
  • Omsorgsgivende. Skaber tryghed for praktikanten og er opmærksom på, om vedkommende trives. Interesserer sig for og er opmærksom på praktikanten.
    Understøttende. Er tilgængelig for spørgsmål og coachende samtaler. Er med til at evaluere praktikantens indsats og sætte nye mål.
  • Accepterende. Giver praktikanten mulighed for at prøve forskellige ting af og tillader tydeligt dette. Evaluerer efterfølgende praktikantens indsats.
  • Inspirerende. Opmuntrer praktikanten til at udfordre sig selv og lære nye ting – og udvikler sammen med praktikanten nye initiativer for praktikanten.
  • Problematiserende. Stiller kritiske spørgsmål til praktikanten og er djævlens advokat, så praktikanten bliver tvunget til at tage stilling til og begrunde sin praksis.
Nogle vejledere stiller krav om meget klar rollefordeling. For eksempel anbefaler Peter Keiding, der er praktikantvejleder på Fagbladet 3F, at der er klare linjer i forhold til ledelsen om, hvem der gør hvad, så man som vejleder ikke både skal lede og vejlede praktikanten. I hans optik er det nemlig en dobbeltrolle, der ikke spiller sammen.
Trives praktikanten?
 
Du kan snakke med din praktikant om stress uden at nævne ordet.