I løbet af praktikperioden er der en del ting, som praktikanterne bruger meget tid på at spekulere over. Nogle af disse ting kan volde problemer for praktikanterne.
Igen gælder det, at det negative ikke fylder mere i det samlede billede af praktikperioden end det positive. Men fordi vores ambition er at give viden om, hvad praktikanterne oplever og føler i løbet af praktikken - og vi har valgt at gå i dybden med nogle af de udfordringer, vi kan identificere - har vi vægtet at beskrive de forhold, som man som redaktør eller praktikantvejleder har indflydelse på, og hvor man via ændrede handlemønstre kan gøre en forskel for den enkelte praktikant.
De ting, som fylder meget for praktikanterne i løbet af praktikperioden, er blandt andet:
At få publiceret en historie Det er let for praktikanterne at få publiceret en historie hurtigt, at publicere ofte og blive en leveringsdygtig del af den redaktionelle stab, der producerer stof til mediet. Praktikanterne har som oftest brug for hjælp til det mest basale i deres praktiktid: teknik, vinkling, den redaktionelle arbejdsgang og så videre. Men de bliver også introduceret til det og formår meget hurtigt at komme i gang.
Der er ikke en langtrukken proces, hvor praktikanterne kigger på, arbejder som føl eller sidder passive i en længere periode. Medierne formår at få praktikanterne kastet ud i arbejdet uden videre. Det er selvfølgelig i arbejdspladsens interesse, at praktikanterne arbejder for deres løn, men det er bestemt også i praktikanternes interesse, fordi publicering betyder, at arbejdet bliver afmystificeret, gjort mindre uoverstigeligt, og at det bliver en rutine at producere historier.
Den første publicering er som regel den første lille succes og en oplevelse, som praktikanten ikke glemmer.
Her taler et par praktikanter om deres første historier hen over frokosten under en af vores observationer:
Praktikant 1: ”Min første historie på [mediet] handlede om kønssygdomme.”
Praktikant 2: ”Jeg skrev om [sportsstjerne]. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skrev om ham, men der var ikke ret mange, der læste det.” Hun griner.
Praktikant 1: ”Jeg kan huske, at du ringede til nogen. Det, synes jeg, nemlig var sådan ret uuuuuh.”
En tredje praktikant griner.
Praktikant 1: ”På første dag!”
Det er åbenlyst, at den første historie er lidt skræmmende, men det er en god ting at overvinde skrækken, at turde tage telefonen ude i det åbne kontorlandskab og foran kolleger gennemføre det første interview, mens de lytter; aflevere sin første historie til redaktøren og publicere for første gang, og det er både arbejdspladser og praktikanter meget bevidste om.
Praksischok For nogle praktikanter er praktikstedet deres første arbejdsplads, og de oplever stor
forskel på at studere og på at arbejde fuld tid.
I medieorganisationen stilles anderledes konkrete krav om at levere historier af en vis kvalitet inden en bestemt deadline – og disse historier bliver offentliggjort. Nogle praktikanter finder det overvældende at opleve dette større ansvar, den øgede travlhed og højere og mere kontante forventninger – samtidig med at alt er nyt for dem, og de ikke rigtigt kender nogen i organisationen: ”Det var en hård start, fordi alting var nyt. Nyt sted at bo, ny redaktion, nye mennesker. Det var meget hårdt,” fortæller en praktikant på en morgenavis.
En anden praktikant har inden praktikken talt med andre praktikanter, og de har fortalt ham, at arbejdet var ekstremt hårdt.
”Jeg tror bare, at jeg havde dannet mig et meget godt indtryk af, hvad
det var, jeg gik ind til, så jeg er ikke sådan overrasket. Jeg talte med
nogle at de gamle praktikanter, og de var sådan: ’Det er bare så hårdt’,
og ’du bliver bare ramt af en mur’, og ’du går helt ned’. Altså så de har
virkelig snakket om, hvor hårdt det er at være på [mediet], fordi der er
ikke så mange journalister som ovre på [konkurrenten]. Og det synes
jeg ikke. Jeg synes ikke, at det er så forfærdeligt, som de har givet
udtryk for.”
De tidligere og nuværende praktikanter er klart medieorganisationens vigtigste ambassadører over for de nye praktikanter, og der går mange
historier og fortællinger ned igennem de forskellige generationer af praktikanter: om krav, om kolleger, om redaktører. Det er ikke muligt at styre de fortællinger, men det er muligt at kommunikere direkte med praktikanterne om
forventninger og mål i praktiktiden.
Nogle gange er man også nødt til at forklare praktikanten, at sådan er det at have et fast arbejde med faste arbejdstider og krav om levering af en mængde historier hver dag. Det gør
praktikantvejleder Julie Ruby Bødiker eksempelvis meget ud af at sige til nogle af sine praktikanter.
Fordi der er krav om at producere historier og en vis arbejdsindsats, lærer praktikanterne også meget i praktiktiden.
At lære meget nyt Helt generelt lever praktikstederne op til deres forpligtelser som steder, hvor man lærer faget grundigt at kende. Praktikanterne lærer meget i løbet af praktiktiden. I Praktikantundersøgelsen fulgte vi hver praktikant på tre arbejdsdage fordelt over et år, en dag i begyndelsen af praktikperioden, en dag midt i perioden og en dag til sidst i praktikperiode, og vi oplevede, hvordan praktikanterne gik fra at være usikre og spørgende til at være fuldgyldigt medlemmer af redaktionen og kunne agere på samme måde som uddannede kolleger.
Som en praktikant på en tv-station siger efter praktikken:
”Det, man lærer på 14 dage her, tager meget længere tid på studiet,
fordi man har fingrene i det her. Du har altså den der deadline, du
har ikke en uge til at sidde og skrive en opgave. (...) Der er ingen
tvivl om, at jeg har lært meget. Mange ting.”
Både grundbogen
Journalist i praktik og denne hjemmeside handler i høj grad om alt det, praktikanterne lærer om fx
den gode historie.
At få og præsentere ideer En del praktikanter peger på det at få og præsentere ideer som meget svært. Derfor har vi en hel sektion om
ideudvikling og anbefalinger omkring emnet her på hjemmesiden.
Fem ud af de 12 praktikanter i praktikantundersøgelsen siger uhjulpet i løbet af vores undersøgelse, at de er nervøse før redaktionsmøderne, som de oplever som en eksamen, hvor man forventes at have en køreklar ide til en historie.
En praktikant forklarer på den sidste dag, vi følger ham, i praktiktiden, hvordan han har afluret koderne for redaktionsmøderne:
”Også den måde det foregår på på morgenmøder, hvor der er den
der afrapportering, som er ret irriterende. I hvert fald hvis man som
helt ny kommer... Nu er det sådan mere fair, fordi man kender ligesom
rutinen og sørger også bare for at have noget på en eller anden måde.
For det værste man kan sige til morgenmøde, det er ’nå, men jeg har
ikke noget til i morgen’, så får man med garanti et [træls opgave], eller
det er bare en ret dårlig ting. Og det føles bare vildt dårligt at sidde
overfor sine kollegaer og chef og sige: ’nå, men jeg har ikke lavet en
skid’. I virkeligheden kan det jo godt være fordi, man arbejder på noget
længere. Sådan er det jo ofte. Så det bliver bare rutine fra alles side,
at sige: ’nå, men jeg sidder og arbejder på…’. Anyway, det var lidt...
Men det, synes jeg, er meget bedre nu. Jeg har bare fundet mere ud
af, hvordan det kører.”
Ideudvikling og idepræsentation er klart et af de områder, hvor medier og uddannelsessteder kan blive bedre til at klæde praktikanterne på. Det giver vi
en række ideer til her på hjemmesiden.
Mange skift kan imidlertid betyde, at det praktikanten aldrig lærer stofområdet godt nok at kende til at få ideer.
Mange skift Nogle praktiksteder arbejder med tre måneders forløb, så praktikanten i løbet af et år skal flytte redaktion fire gange. Når man planlægger praktiktiden for de enkelte praktikanter, kan det være en god ide at identificere,
hvilken type praktikant man har at gøre med, for det er ikke alle praktikanter, der trives med de hyppige skift, og de præsterer mindre og lærer mindre, fordi de ikke når at opbygge tillidsfulde relationer til de kolleger, som de sidder med, før de flyttes til en ny redaktion.
Det omvendte gør sig gældende for de steder, hvor man arbejder med færre skift. Enkelte praktikanter har en stejlere læringskurve end den, praktikstedet tilbyder dem. Ved at kræve at praktikanten sidder samme sted, kan man risikere, at praktikanten ikke præsterer sit bedste og udvikler sig langsommere, fordi han eller hun går lidt i stå.
Det sidste sker dog sjældent, fordi den meget dygtige praktikant ofte vil byde sig til andre steder, opfinde opgaver for sig selv, der rækker ud over det, han eller hun får på redaktionen, og dermed selv løse problemet.
Forholdet til medpraktikanter, kolleger og redaktører
Et af de mest velfungerende aspekter af den danske praktikperiode er de mennesker, praktikanterne omgives af, og det netværk af journalister, som praktikanterne opbygger i løbet af deres praktiktid.
En praktikant på en tv-station skriver for eksempel i en af de mail-rundspørger, vi sendte ud:
”Rent socialt går det bedre og bedre. Jeg er kommet tættere på flere
af mine kolleger. Og det er jo altid rart og vigtigt at have et godt arbejdsmiljø.
Lidt populært sagt, er det er et godt sted at lære og et godt sted at være.
Desuden har jeg fået et mere venskabeligt forhold til min praktikantvejleder.
Han er god til at skrive en sms, hvis han har hørt eller set noget, jeg har produceret. Det er også ham, jeg går til, hvis jeg har nogle arbejdsrelaterede problemer. Det er lidt nemmere, når man har et mere personligt forhold til en person.”
Danske medieorganisationer er ikke præget af topstyring eller meget hierarkisk opbyggede organisationer med langt fra top til bund, og det gør, at praktikanterne er i øjenhøjde med de fleste kolleger, redaktører eller studieværten, og at tonen ofte er uformel og venlig.
Praktikanterne er generelt omgivet af hjælpsomme og respektfulde kolleger og redaktører, der gerne vil hjælpe og vejlede praktikanten.
Helt overordnet set er praktikanterne begejstrede for de kolleger og redaktører, som de møder undervejs. De fremhæver ofte erfarne kolleger, som en slags levende biblioteker, man kan konsultere efter behov.
Et eksempel kommer fra en af vores mail-rundspørger fra en praktikant på en formiddagsavis:
”Jeg sidder pt. ved siden af NN, som har 40 års bladerfaring. Han er en
skøn mand, som man kan spørge om alt. Jeg har også været med ham
i retten flere gange, så jeg kan se, hvordan han skærer bissen på overfor
forsvarere og anklagere. Det er sjovt og lærerigt at se. Han roser mig tit
for min ihærdighed, og så guider ham mig til, hvordan jeg skal begå mig
uden for avisens vægge.”
Der er endog meget store variationer i, hvor meget hjælp den enkelte praktikant kan forvente at få. Det er et af de steder, hvor vi i Praktikundersøgelsen kan konstatere, at på nogle arbejdspladser får praktikanterne meget støtte og har faste mentorer, der er nærværende og hjælpsomme.
Her forklarer en praktikant på en morgenavis, hvordan det påvirkede hende, at hendes mentor var væk i en periode:
”Jeg synes, at det har båret sådan lidt præg af, i starten da var jeg
her en uge, og så tog [min mentor] på ferie i to uger, og det, synes
jeg, var rimeligt hårdt. Altså de andre er også vildt søde og sagde
hele tiden: ’Ej, du skal bare sige til, og skal jeg lave noget sammen
med dig, eller skal jeg læse korrektur eller’, men det er sådan meget
opdelt, ikke. (...) Det er sådan virkelig skarpt opdelt, så hvis det var
noget inden for [mit] område, så ville de bare sådan: ’Jamen, jeg
kan godt læse korrektur, men jeg kan ikke hjælpe dig med ret meget’.”
Mentorerne på denne arbejdsplads stiller sig meget til rådighed, men derfor oplever praktikanten også, at når mentoren ikke er på arbejde, så kan det være svært.
Helt anderledes problemer er der de få steder, hvor der ofte stilles høje krav til omfanget eller indholdet af det, praktikanterne skal levere, samtidig med at praktikanten ikke kan finde nogle til at hjælpe. Det beskriver vi grundigt i bogen
Journalist i praktik.
Stress Hvis praktikanten ikke kan balancere egne krav til præstationer og arbejdspladsens krav med egen formåen, kan det udløse stress. Stress er et tema, som ofte dukker op – både når vi snakker med praktikantvejledere, og da vi fulgte de 12 praktikanter i vores undersøgelse. Derfor har vi også valgt at gøre
stress til et selvstændigt tema på denne hjemmeside.
Af de 12 praktikanter var flere i kortere eller længere tid pressede, og to praktikanter blev sygemeldt på grund af stress eller angst. Den ene i ganske kort tid, den anden i en længere periode.
Stress defineres som en hændelse, hvor krav fra omgivelserne som fx medieorganisationen, indre krav hos en selv eller en kombination af begge dele udgør en for stor byrde for den enkelte (Schuler 1980). Det kan være svært at
opdage, om praktikanten har stress. Især, hvis praktikanten fysisk
sidder langt væk fra praktikantvejlederen.
En af praktikanterne i praktikantundersøgelsen udtrykker meget klart, at ingen kan have større krav og forventninger til ham, end han selv har, men det er tydeligt, at alle, som deltager i vores undersøgelse, gerne vil præstere.
Her er bare ét eksempel på en praktikant, der lige er startet på en ny redaktion og er halvvejs i sin praktiktid:
”Jeg glæder mig. Det bliver sgu sjovt. Det er bare med at tage ja-hatten
på og holde styr på sine aftaler. Der er god stress og dårlig stress. Hvis
man ikke kan det der med rush... Det skal man kunne her. Man skal
også huske, når man søger praktik, at det er aldrig så rosenrødt. Det
er en superfed arbejdsplads, men man skal fandme også levere.”
Praktikanten bliver behandlet dårligt
Heldigvis sker det sjældent, men vi oplevede enkelte gange i Praktikantundersøgelsen, at praktikanter blev behandlet dårligt af redaktører.
Det kunne handle om, at chefen ignorerede praktikanten og dennes opringninger og mails i flere dage; at chefen pressede praktikanten til at skrive noget, som vedkommende ikke mente at kunne stå inde for; eller at chefen konstant kritiserede og ’var efter’ praktikanten. I andre tilfælde var det brug af ironi, sarkasme og øgenavne, som betød, at praktikanten følte sig dårligt tilpas.
Her er et eksempel på en redaktør, der tydeligt gør forskel på den praktikant, vi følger, og en anden praktikant.
Det er morgen, og en praktikant, lad os kalde ham Niels, kommer ind i redaktionslokalet. Redaktøren hilser på ham med et begejstret højt: ”Hej”.
Praktikanten, vi følger, siger: ”Det er så velkomsten til Niels. Han er
sådan en kæledægge.” Hun sukker. ”Men han fedter også. Jeg ved ikke,
hvad det er, jeg har gjort, der har pisset ham [redaktøren] sådan af. Hvis
det er den der mail, det må han da kunne tage.”
Praktikanten i eksemplet har en mindre konflikt med redaktøren, og hun har skrevet en mail til redaktøren for at sige sin mening, Hverken hun eller redaktøren formår at snakke om, endsige løse konflikten. Det påvirker hendes arbejdsglæde og hendes effektivitet den pågældende dag, så hun ikke når meget andet end at forsøge at undgå den pågældende redaktør.
Det gælder for både stress og konflikter, at det er uhyre vigtigt at være opmærksom på praktikanterne og sørge for at skabe mulighed for, at man får et indblik i, hvordan det går, og hvordan den pågældende trives i praktikken. Her hviler et stort ansvar på praktikantvejlederen, men også de nærmeste kolleger og chefer, som er meget sammen med praktikanten, bør være opmærksom på disse ting. I nogle tilfælde er det svært for praktikanterne at være ærlige omkring usikkerhed og problemer i forhold til deres chefer, og også her er vejlederne vigtige som bindeled mellem praktikant og ledende medarbejder.
Konflikter med kolleger eller andre praktikanter ses også i løbet af praktiktiden, men her er praktikanten som regel ikke så afhængig af personen som af en redaktør, der ofte leder og fordeler arbejdet på redaktionen, er en form for gatekeeper, eller har stor betydning for praktikanten på en arbejdsdag. Generelt er
relationerne til de andre på redaktionen gode.
En enkelt praktikant lander på en redaktion, hvor hun føler sig så dårligt behandlet af en mellemleder, at hun beder om at blive flyttet. Det får hun praktikantvejlederens velsignelse til, men hun oplever det stadig som et nederlag, at hun ikke har formået at få samarbejdet til at fungere, også fordi hun meget gerne ville arbejde på den pågældende redaktion.
Den dårlige relation til redaktøren kan være udtryk for, at praktikanten ikke er så dygtig, som man havde håbet. Set fra organisationens side kan man nogle gange stå i den situation, at man har fået ansat en praktikant, som bare ikke er lige så dygtig, som man er vant til. Nøgleordene er også her samtale og støtte kombineret med en
individuel uddannelsesplan. Fokusér på det, der går godt, og bliv enige om, hvad
næste udviklingszone indeholder. Hvad vil praktikanten gerne blive bedre til, og hvordan kan man støtte vedkommende i disse bestræbelser?
Vi oplever, at en enkelt praktikant bliver kørt ud på et sidespor og ender med at være meget lidt produktiv, lære mindre end andre praktikanter og dermed mister man som medieorganisation muligheden for god arbejdskraft og lever ikke op til kravene om at være et godt uddannelsessted for alle.
Hård konkurrence om job Praktikanterne vil generelt gerne gøre det godt, og de fleste mener, at deres fremtid afhænger af at gøre det godt i praktik, og de ved også, at kun få får job bagefter. En af de
historier, som nogle praktikanter genfortalte som en anekdote, vil vi genfortælle her, fordi den viser, hvordan ikke bare praktikanterne, men også arbejdspladsen godt ved, at der er langt mellem de faste job, og at konkurrencen om dem er hård.
Praktikanten fortæller om, hvordan en redaktør på en af introdagene, da praktikanterne lige er startet, holder en tale for dem:
”Og han lægger ud med at sige: ’Ja, og af alle jer der er startet, så er
der en af jer, som kan gøre jer håb om fastansættelse bagefter, og det,
vi søger i en praktikant, det er en, der bare arbejder løs og finder de
gode historier og er initiativrig’. Du ved bare lægger et pres og et niveau,
som er rigtigt højt. Jeg synes sgu, det er lidt hårdt.”
Praktikantundersøgelsen gav os mulighed for at opdage, at det ikke alene var før og under praktikperioden, at visse ting fylder meget for praktikanterne. Også
efter praktikperioden er der vigtige overvejelser.