Tavs viden er alt det, professionelle 'bare gør' og ’plejer at gøre’ – uden at tænke så meget over det og uden at sætte en masse ord på, hvorfor de gør, som de gør.
Erfarne journalister har en stor viden om, hvad de gør til hverdag på redaktionen, hvordan de skaber en ide; hvordan de vinkler en ide, så redaktøren siger ’ja’ til den; hvordan de overtaler en lidt henholdende kilde og en lang række andre ting. Man kalder denne viden for professionel ekspertviden. Men fordi denne viden ofte handler om, hvad man gør i praksis, og fordi de erfarne har opnået denne viden ved at deltage i praksis, så er det ofte en tavs viden.
Tavs viden kalder man den viden, som ikke italesættes, men som gøres og vises i praksis. Polanyi (1967) beskriver, hvordan: ”Vi ved mere, end vi laver ane”.
En erfaren journalist er en professionel praktiker, som har en lang række erfaringer med, hvordan man løser bestemte arbejdsopgaver, og når vedkommende igen står over for en arbejdsopgave, som ligner de tidligere, handler vedkommende, som han eller hun plejer – fordi det normalt virker – og opgaven bliver løst.
Praktikanter derimod har ikke alle disse erfaringer fra praksis, og når de erfarne tilmed kun sjældent italesætter denne viden, fordi den er svær at sætte ord på, kan det blive svært for praktikanten at finde ind til, hvilken viden der er tale om.
Hvorfor gør den erfarne netop det – og ikke noget andet? Hvorfor løses delopgaverne i netop denne rækkefølge – og ikke en anden? Spørgsmål som disse kan praktikanten stille sig selv mange gange i løbet af praktiktiden, og jo bedre den erfarne journalist er til at sætte ord på vigtige dele af denne tavse viden, desto mere og hurtigere lærer praktikanten.
Det faktum, at journalisten er en vidensarbejder med høj grad af selvledelse, gør den tavse viden endnu mere problematisk at få fat i for praktikanten.
At italesætte den tavse viden
Den tavse ekspertviden, som de erfarne besidder, er diffus og usynlig for praktikanten, fordi den ikke italesættes, og det betyder, at den er svær for praktikanten at få øje på. Derfor kan italesættelsen af en del at denne viden betyde, at praktikanten hurtigere opnår mere viden om både fagligheden og kulturen – og om løsningen af arbejdsopgaver.
Som erfaren journalist kan man bestræbe sig på:
- At huske at praktikanten er helt ny – både i forhold til arbejdsopgaverne, men også i forhold til organisationen og dens kultur og regler.
- At italesætte mest muligt af den tavs professionelle viden i medieorganisationen, både når det kommer til faglig viden om, hvordan man fx får overtalt en kilde til at udtale sig, eller hvordan man skaber en stærk ide, men også når det gælder de kulturelle regler, som eksisterer i organisationen, de uskrevne regler om, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Det vil betyde, at praktikanten hurtigere kan agere som et kulturelt kompetent medlem af fællesskabet.
- At forsøge at forklare, hvorfor man gør og siger, hvad man gør. Den tavse ekspertviden, som normalt ikke italesættes er guld værd for praktikanten – det kan måske være det gode råd eller den detaljerede samtale om, hvordan man laver fængende overskrifter.
Den tavse ekspertviden er nemlig ikke en viden, praktikanten kan slå op i en bog. Det er en viden, man som erfaren journalist har oparbejdet gennem mange års erfaring. Jo mere man som erfaren journalist kan dele ud af denne viden, desto mere lærer praktikanten.
Et andet vigtigt skridt i bestræbelserne mod at formalisere dele af denne italesættelse af tavs ekspertviden kan være at lave
praktikstedsbeskrivelser, som netop sætter ord på dele af den tavse viden, som eksisterer i organisationen.
Men som vi viser via en række konkrete eksempler i bogen
Journalist i praktik, så kan det ofte være svært for den erfarne journalist at sætte ord på al den viden vedkommende har, om hvordan man handler og agerer på redaktionen.