Noget af det, som journalistpraktikanterne i Praktikantundersøgelsen udtrykker størst usikkerhed omkring, er, når de på et redaktionsmøde skal præsentere deres ideer. Hvis man sammenligner, hvordan den usikre praktikant præsenterer sine ideer i forhold til, hvordan den mere rutinerede journalist gør det, kan man se forskelle. Og derfor bliver det vigtigt at diskutere, hvad der skal til for at kunne præsentere en ide med samme ekspertise som en erfaren journalist.
Sammenligningen nedenfor stammer fra en videnskabelig artikel, der endnu ikke er udkommet (Rimestad forthc.). Når man ser nærmere på, hvordan ideer præsenteres på fx redaktionsmøder, kan man se, at der er tre faser:
• En indledende fase, når ideen fremsættes.
• En argumentationsfase, når ideen diskuteres.
• En afgørende fase, når der tages stilling til ideen.
Sammenligner vi nu, hvordan den nytilkomne og uerfarne praktikant præsenterer sin ide, med hvordan det sker, når den erfarne journalist præsenterer ideer, er der en række forskelle på, hvad de helt konkret gør i de forskellige faser:
(Rimestad forthc.)
Klik på figuren for at forstørre den.
I skemaet viser der sig en række interessante ting. I den indledende fase, hvor ideen skal præsenteres, har praktikanterne generelt sværere ved at tage initiativet på redaktionsmødet, mens de garvede reportere nok skal byde ind.
Når ideen diskuteres i argumentationsfasen er praktikanterne generelt mere usikre, både hvad angår ideens indhold og egen viden, mens de garvede optræder langt mere sikkert. Hvis praktikanten møder modstand imod ideen, vil vedkommende måske begynde at trække i land eller foreslå noget andet, mens den garvede godt ved, om historien er god nok, og derfor nemmere kan holde fast.
I den afsluttende fase får praktikanten oftere tilbudt hjælp fra redaktøren eller en kollega for at komme videre, mens det forventes, at den garvede kan selv.
Den gode idepræsentation
En praktikant fra en tv-station beskriver:
”Man er nødt til at kæmpe for sin ide. Man må have noget at byde ind
med. Noget med pondus. Og så må man være stærk og stå fast. Ellers
kommer man bare til at lave noget vildt kedeligt – eller lege hjælpecenter
– og det gider jeg ikke. Det har jeg prøvet.”
Det kræver altså ”pondus” og viden at kunne præsentere sine ideer på redaktionsmødet.
Hvad angår viden gælder det både viden om:
• Ideens substans: Hvad er mulige fakta, kilder, vinkler?
• Idepræsentation: Hvordan præsenterer man ideen overbevisende?
For en garvet reporter er det nemmere at overskue, hvad man præcist skal kunne fremlægge i sin idepræsentation, og den garvede reporter har erfaring med de typiske spørgsmål, som redaktøren vil stille. Det har praktikanten ikke.
Den garvede reporter vil også være trænet i, hvordan ideen skal præsenteres, og som mange journalister ved, kan den garvede reporter slippe igennem med meget lidt på mødet, fordi redaktøren fx ved, at reporteren altid leverer. Det kan praktikanten ikke.
Denne kombination af måske relativt lille indsigt i stoffet, mangel på viden om, hvad der kræves, og en lidt tøvende præsentation, kan gøre det svært for praktikanten at slippe igennem med sin ide og få den accepteret, selv hvis den er god.
Nogle praktikanter vælger at lade være med at præsentere deres ide, fordi de er usikre på, om redaktøren vil synes, at det er en god ide. Praktikanten kan simpelthen være i tvivl om, hvad der er en god ide på den redaktion, hun er tilknyttet.
Her er et eksempel på en praktikant fra en formiddagsavis, som fortæller om, at hun ikke rigtigt ved, hvad en god ide er, og fortæller om den usikkerhed, der afholder hende fra at foreslå sine egne ideer:
”Altså for eksempel så har jeg et papir fyldt med ideer og sådan
noget. Men jeg synes bare, at jeg er kommet dertil, hvor jeg
virkelig ikke aner, hvad der er en god ide. Jeg føler, at de kan
finde på at sige – hvis jeg beskriver en ide – at det er ’skidegodt’,
men de kan også bare sige: ’Det er rigtigt dårligt’ (...) Jeg har netop
det der: ’Hvad er en god historie?’ Så fortæller jeg måske ikke om
de ideer, jeg har. Dem gemmer jeg lidt væk, og så i lader jeg mig
bare køre med (...) og bare får udleveret ideer. Fordi det egentlig
er nemmere (...) Altså nogle gange har jeg sagt noget til mødet,
som så bare blev ignoreret. Eller der blev sådan talt lidt hen over
det, og så blev ideen ikke til noget.”
Det er altså ikke alene svært at finde og skabe en ide – og overhovedet at vide, hvad en god ide er. Det er også svært at præsentere ideen for redaktøren, og angsten for en afvisning kan afholde en praktikant fra at fortælle om sin ide.
Undvigemanøvrer
Undervejs lærer praktikanterne de gængse undvigemanøvrer på mødet i form af særlige vendinger:
• "Jeg er lige i gang med at undersøge..."
• "Jeg skal først være færdig med en opgave for..."
En praktikant fra et dagblad beskriver denne læring:
”Den måde, det foregår på på morgenmøder, hvor der er den der
afrapportering af, hvilke ideer man arbejder på, det er ret irriterende.
I hvert fald hvis man som helt ny kommer på redaktionen. Nu er det
sådan mere fair, fordi jeg kender ligesom rutinen og sørger også bare
for at have noget (...) Det værste, man kan sige til morgenmøde, det
er sådan: ’Nå, men jeg har ikke noget til i morgen.’ Så får man med
garanti dagens portræt. Men det er bare en ret dårlig ting ikke at have
en ide, og det føles bare vildt dårligt at sidde over for sine kollegaer
og chef og sige: ’Nå, men jeg har ikke lavet en skid.’ I virkeligheden
kan det jo så godt være fordi, man arbejder på noget, der tager lidt
længere tid. Sådan er det jo ofte. Så det bliver bare rutine fra alles
side, at sige: ’Nå, men jeg sidder og arbejder på...’ (...) Det er meget
bedre nu, hvor jeg har fundet mere ud af, hvordan det kører.”
I stedet for at give op har denne praktikant udviklet en strategi for at undgå at sige, at han ikke har en historie og dermed undgå at fremstå som og føle sig mindre dygtig og mindre produktiv end de andre på redaktionen. Ideer afvises sjældent på redaktionsmøderne, men når
praktikantens ide afvises, betyder det meget for vedkommende.