Vejleder / Feedback / At facilitere refleksion

At facilitere refleksion

For praktikantvejledere er en af de vigtigste ambitioner i forhold til praktikanterne at uddanne dygtige, kritiske og selvkritiske journalister. Et vigtigt element i den selvkritik og selvbevidsthed om egen rolle som journalist er at skabe mulighed for og facilitere praktikanternes refleksion over egen praksis og egen læring.
 
Ofte kan man opleve, at meget af praktikanternes energi og fokus ligger på at løse de stillede arbejdsopgaver, og ’lære hvordan man gør’ – og at de kæmper for at opbygge rutiner, som allerede er en selvfølgelig del af de erfarne journalisters ekspertviden.
 
Det betyder, at der kan være mindre fokus på refleksionen over praktikantens egen praksis, på hvordan og hvorfor vedkommende gør hvad, samt på hvordan og hvad den enkelte lærer. Men refleksionen er vigtig, for at praktikanterne kan udvikle sig til kompetente praktikere.
 
Refleksion betyder netop, at praktikanten kan træde et skridt væk fra opgaveløsningen og den travle hverdag på redaktionen og sætte ord på og reflektere over arbejdsopgaver, arbejdsprocesser, relationer og egen læring. Det er også det, som er målet med feedback: At praktikanten i sidste ende bliver i stand til at vurdere sit eget arbejde.
 
Ved at skabe rum for og facilitere refleksionsprocesserne støtter vejlederne, at praktikanterne udvikler sig til reflekterende praktikere, som kan forholde sig til egen praksis og udvikle den. Man kan skabe mulighed for refleksion ved at tale med praktikanten om konkrete arbejdsopgaver, om hvordan vedkommende har løst dem, og om hvad vedkommende har lært:
 
A. Arbejdsopgaverne, medieprodukterne
Her er fokus på produkterne – fx indslaget, historien, interviewet.
  • Hvad fungerer godt? Hvorfor? Hvad fungerer mindre godt? Hvorfor?
  • Hvad kan forbedres – og hvordan?
  • Hvordan kan praktikanten gøre det endnu bedre næste gang, vedkommende står over for en lignende opgave?
B. Arbejdsprocesserne, hvordan blev medieprodukter skabt?
Her er fokus på, hvordan medieprodukterne blev til.
  • Hvordan løste du den givne arbejdsopgave?
  • Hvordan var selve arbejdsprocessen?
  • Hvad var det, der gjorde, at du løste opgaven på netop denne måde?
  • Hvad var let/svært? Hvad gjorde du ift. de svære ting? Hvordan fungerede disse løsninger?
  • Kan det svære gøres nemmere? Evt. med hjælp fra andre eller ved at tilegne sig nye kompetencer?
  • Kan man i fremtiden gøre andre ting? Vedrørende arbejdsprocesserne kan det også være relevant at spørge:
  • Hvordan foregår samarbejdet med andre i organisationen? Medpraktikanter, kolleger, chefer?
  • Hvad fungerer godt/mindre godt?
  • Hvad kan gøres for, at det kan fungere bedre? Fra praktikantens side? Fra organisationens side?
C. Læringsmål og opfyldelsen af dem
Fokus er her på praktikantens egen læring.
  • Hvad føler du, at du har lært i den pågældende situation/ved at lave det pågældende produkt/ved at være en del af den givne arbejdsproces?
  • Hvordan har du lært det? Hvordan fandt læringen sted?
  • Hvad fungerede hensigtsmæssigt/uhensigtsmæssigt?
  • Hvordan kan uhensigtsmæssighederne forbedres? Hvad kan du gøre, og hvad kan organisationen gøre?
  • Hvad er dine læringsmål på kort og langt sigt for praktikperioden?
  • Hvad vil være passende udfordringer for dig mhp. at nå disse mål? Men også mere overordnede spørgsmål som:
  • Hvad er dine faglige og personlige styrker og svagheder?
  • Hvilke af svaghederne vil du gerne arbejde med? Hvordan kan du arbejde med disse svage sider?
Læs i øvrigt mere om dette punkt under individuelle uddannelsesplaner.