Som journalister kommer efterkritik, som navnet også antyder, ofte efter en udsendelse eller efter trykningen af avisen: Man giver efterkritik på det færdige produkt.
Der er mange vægtige grunde til det:
- Der færdige produkt er det, modtagerne får, og derfor må man også forholde sig kritisk til det, seerne, lytterne og læserne får serveret
- Efter produktionen er der bedre tid til at give efterkritik
- Produktet er resultatet af arbejdet og dermed det mest konkrete, man kan forholde sig til
- Det er som redaktør eller anden efterkritik-giver lettere at forholde sig til produktet end at skulle forholde sig til arbejdsprocessen, som man ikke har kendskab til på samme måde.
Problemet med kun at forholde sig til det færdige produkt er, at der for praktikanten er meget lidt læring i at få feedback på produktet. Det er jo i processen, at fejlene begås, og det er processen, som fremover skal håndteres anderledes, hvis produktet skal være bedre.
I en læringsproces opnår praktikanten altså mere tilfredsstillelse, hvis feedback gives løbende og under processen, eller hvis feedback gives i en samtale, hvor processen inddrages som væsentlig udslagsgivende for det produkt, der kom ud af den. Du kan læse, hvordan praktikantvejleder Peter Keiding sørger for, at praktikanterne får snakket om processen,
her.
De fleste journalister har nok oplevet efterkritik, som har været uretfærdig, uacceptabel eller ubrugelig, fordi den ikke tog højde for de arbejdsvilkår, man oplevede undervejs: Kilder, der klappede i; tiden, der skred; dokumentation, som ikke kunne findes; redaktører, der stiller nye krav. For praktikanten, der endnu ikke kender alle spilleregler og kan håndværket, vil en sådan kritik nogle gange virke ødelæggende for motivationen og være svær at drage læring af.
Derfor opfordrer vi til, at man inddrager arbejdsprocessen i feedback til praktikanten, så han eller hun kan lære, hvordan det kan gøres anderledes.